top of page

Der er mange fuldtræffere på skaldyrssafari med FAN

Opdateret: 1. aug. 2023

Af Gry Brøndum

Der er mange fuldtræffere på skaldyrssafari med FAN

Hvad kan man egentlig forvente på en weekendtur med Adventure Network?

Journalist Gry Brøndum blev inviteret med på sin første FAN event, skaldyrssafari i Nordjylland i september 2022, og hvis hun selv skal sige det, var det lidt af et pletskud.

Jeg må blankt indrømme det. Jeg er blevet lidt forelsket i Adventure Networking på skaldyrssafari i Nordjylland.

Det er svært at sige præcis, hvornår jeg kunne mærke den der følelse af, at noget bare siger “klik”. Men måske det var, da jeg efter vores høst af kulinariske skatte fra fjorden fik muligheden for at træne finskyttekunst med Martin fra netværket og pludselig befandt mig liggende lå på maven på en lille bro vendt mod søvand og siv for at sigte efter et strå 120 meter borte lige over vandoverfladen

Martins lille hund vimser ivrigt rundt om os, og jeg skal holde fokus med våbnet hvilende på broen. Sigtekornet indstilles. Mit eget øjenlåg laver skygger i objektivet. Jeg skal koncentrere mig.

Det er uvant for mig og anstrengende, men Martins tålmodige instruktion og passion smitter. Så jeg kan samle hele min bevidsthed om det her strå derude, hvor jeg ikke kan se med det blotte øje. Fokus. Fingeren på aftrækkeren. Stop de små rystelser. Fokus. Sigt. Og så det lille smæld fra luftbøssen . Øjeblikket hvor jeg skyder og ser bruddet i vandoverfladen foran strået i samme sekund rammer mig som et lille mentalt stjerneskud af begejstring.

Det er min første tur med FAN. Eventyret starter med, at Mikkels armygrønne Hero camper triller ind foran Charlottenlund Slot, hvor jeg har kontor sammen med Janni, der også er med for første gang. De høje hæle skiftes ud med vandrestøvler. Så er scenen ligesom sat, og vi ruller fredag eftermiddag mod Nordjylland for at sanke limfjordsøsters og hive krabber og hummere op af store ruser, drikke champagne og møde nye mennesker.


Foto: Mikkel Elsborg


Men turen viser sig at være meget mere end en kulinarisk sansefest, selvom den også på det område er et totalt pletskud, med gratinerede limfjordsøsters, hummere i lange baner, rå østers, grubeopvarmet kød i bløde trevler. Hjemmebagte boller med brombærsyltetøj.

Turen er på ALLE måder eventyrligt stimulerende med speederen i bund på motorbåden over Limfjordsvandene og natlige samtaler om virksomhedsledelse og kommunikation i det dampende udendørs vildmarksbad. Det er ligesom gennemgående, at der bare er enormt mange fuldtræffere på den tur.

Så spænder vi lige en bue og kaster en økse og skyder en lerdue, inden solen går ned. Og latteren perler henover marsklandskabet ved Oves landsted Aalekisten.

Vi morgentræner - vi drikker champagne - vi hopper i Limfjorden gennem et sort rør i havnebadet under Mælkevejen. Vi ser stærene flyve i takt med Frank Sinatras “My Way”. Og på et tidspunkt svæver en ørn ind over os langt oppe, så gæssene skræpper op i kor.


Det er her jeg pludselig har fundet mig selv i en overraskende underholdende rolle som selvudnævnt “HR-ansvarlig” under den sure skrubbetjans med de gigantiske limfjordsøsters, der skal børstes fri af ler og rur og bundsnask, inden de kommer på grillen. Vi sidder otte mennesker med børster bøjet over vandspande i græsset og ser den ene unikke gigantøsters i skønne, grønne farver dukke frem af skrubningen efter den anden. Der er til en hel kunstudstilling på den grill til sidst.



Så forelsket er jeg. FAN kan noget, som netværksleder Mikkel Elsborg vil sige. FAN kan meget. Og det skyldes ikke mindst, at FAN er fyldt med mennesker med særlige evner for at SE. Ikke mindst det gode i hinanden. Og dyrke det.

Om man er jæger, ballonskipper, soldat eller falkoner. Om man er vild med fart og spænding til lands til vands og i luften, så handler det alt sammen om at skærpe sanser og sikre præcision for sikkerhedens skyld. Jeg tror den blanding af vågne sanser og seriøsitet skaber vildt gode oplevelser. Og vildt gode venskaber.

På den måde er FAN et genialt netværk. Så nu melder jeg mig altså ind og glæder mig til næste eventyr. Det bliver helt sikkert lidt vildere, end jeg umiddelbart kan forestille mig. Og det siger en del.



10 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page