top of page

På jagt i Scotland med Adventure Network

Opdateret: 25. maj 2021



Det terrængående bæltekøretøj hakker og bremser med et ryk, vi fire på ladet sidder af. I holder i forkanten til de skotske bløde bjerge på vestkysten ikke langt fra Ullaspool. Vores to jagt fører Wanye og Wallace, Jep Wallace intet mindre, stiger også ud. De giver os ”the ground roules” og peger diverse hot spots ud, det er første gang vi er i området, og tiltroen til os er endnu ikke stor. Vi ligner heller ikke den typiske højlandsjæger. Med Anders på 2 meter i mat grøn norrøna regntøj, Martin i camoufleret flis jakke, Cees i lysegrøn hagløff softshell og jeg selv i en pæn blanding af grønt tøj ligner vi mere nogle veludstyrede hjemmeværns gokker end Engelske Lorder i tweet og vi falder heller ikke lige ind i det orangerøde visne græs og lyng der udgør vores kommende jagtmarker de næste 4 dage. Mestre i camouflage, bliver vi ikke lige kåret til på denne tur. Men på den anden sid de, hvade vi gjort et godt indtryk dagen før på ”skydebanen”.


Måneder forud for dette, startede turen som et projekt, ingen af os rigtig havde nogen ide om hvad skulle blive til, men denne lille gruppe, Martin, Anders, Cees og jeg selv havde ønsket om at starte noget nyt op, noget der kunne bringe vores lille gruppes færdigheder i spil. Koble vores hobbyer og erhvervserfaring sammen i en virksomhed. Dette blev Adventure Network. For at springe ud i dette nye projekt valgte vi at prøve konceptet af. Kunne vi tage til Scotland og overbevise de lokale om vores evner til at dyrke langdistance jagt på en sikker og etisk maner?

Rejsen blev bestilt, papirer sendt afsted, tilladelser givet og vi var klar til afrejse fra Bornholms lufthavn. Martin medbragte en Sako TRG42 i 338 lapua magnum. Jeg selv min blaser i 308win. Begge rifler vi har rigtig mange træningstimer på og træfsikre på ud til minimum 600 meter. Træfsikre = 6 ud af 6 træf på en cirkel på 20 cm i diameter. Jeg havde dog aldrig rejst med min 308 pibe, så det var lidt af et chok da jeg under indtjekning i lufthavnen, bliver holdt tilbage af security. Nummeret på din tilladelse passer ikke overens med nummeret på din riffel. Første tanke Shit… anden tanke det kan fandeme ikke passe. Efter egenkontrol mange bandeord og grimme tanker mod våbensmeden i Hedehusene. Men sandheden er jo at jeg ikke selv havde tjekket numrene og derfor var det jo min egen skyld. Den fejl begår jeg dog aldrig igen og hermed er den også givet videre til alle jer andre. Som de handlingsorienterede mennesker vi er gik der dog ikke mange minutter før en af konerne havde meldt at de kunne afhente riffel og ammunition ASAP. Rejsen skulle gennemføreres.

Mit humør var dog lidt under niveau, da vi tjekkede ind i VIP-logen. Men et par G&T senere var humøret i bedring. Resten af rejsen gik smertefrit. Også de halvanden times bilkørsel i den forkerte side af vejen i den mørke Skotske vinternat, nåede vi frem til vores logi. Huset stod ikke langt fra hovedvejen så det var let at finde, og bød på to fine køjesenge, køkkenalrum, med alle nødvendigheder.




Næste morgen bød på det første møde med vores to gamekeepers. Lillebror Wayne der var ansat ved godset og storebror Wallace der blev hentet ind når der var brug for en ekstra hånd. Begge var skotter fra sokkeholderne over tweedjakken til sixpencen selvfølgelig også i tweed. Efter at have set vores påklædning tøede lillebror dog lidt op og i førte sig en kasket.

De tog os med til indskydningsbanen hvor der på ca 80 meter stod en kronhjort i fuldstørrelse i udskåret i metal. Martin lagde ud med SAKOen og efter en 2 cm dyb bule i skiven lige på bladet blev de min tur. Eftersom jeg ikke havde min egen riffel med havde de lånt en riffel oppe i Lordens våbenkammer. En Blaser R93 270 short mag. Med kulstofskæfte. Bortset fra kikkerten var det en riffel på fuld højde med min egen. Kuglen sad da også hvor den skulle.


Jagt

Eftersom Wallace var en typisk ældre vranten herre med lidt for mange pints eller G&T på sidebenene overlod vi ham til Martin og Cees. I den overbevisning af de tre nok skulle finde nogle fælles standpunkter på vej op ad diverse toppe i den fantastisk natur.

Anders og jeg selv tog turen om på den modsatte side af bjergkammen og begyndte vores tur op af de bakkede bjerge. Og jeg skal hilse og sige at selvom de ser bakkede ud er de stadig lige så stejle som den gang jeg deltog i Low Alpine Mountain Maraton i 2008. men det var noget sjovere at have en riffel på ryggen denne gang. Der gik ikke lang tid før vi løb ind i de første dyr. Det var culling seasong og der skulle skydes hundyr og små hjorte uden potentiale.

Så da vi kom til en mindre gruppe på 4 dyr, sagde Wayne at jeg skulle ramme den ene hind højt på bladet. Så ville den forhåbentligt lægge sig og jeg ville kunne nå at tage en eller to af de andre 3. De gik på ca 250 meters afstand. Der var ingen vind og skuddet gik som det skulle, hinden blev truffet højt på bladet men lagde sig utroligt nok ikke, men løb i stedet ca. 50 meter før den kollapsede. Det var imidlertid nok til at trække de tre andre med og det kom ikke til flere chancer på dem.


Næste pürch bragte os videre op ad bjerget, og snart var vi tæt på en større flok krondyr, Wayne pegede en hind og en kalv ud til afskydning og jeg lagde mig klar. Anders lagde sig ved siden af og med hans telefon optog han de næste par sekunder. På optagelser, der er lidt grynede, er det svært at se meget før det først skud går, herefter rejser hele flokken sig op, da andet skud går, ca 5 sekunder efter sætte hele flokken sig i bevægelse. Det var et flot syn og Wayne ville ikke presse flokken yderligere så vi begyndte hjemturen med tre krondyr på slæb heldigvis gik det ned ad bakke.

Vel tilbage, mødtes vi med igen med Martin og Cees ikke overraskende havde de været endnu mere effektive og nedlagt 5 dyr. 338éren havde også gjort et hvis indtryk på Wallace. En god jagtkugle med en højt ballistisk koefficient sikrede at alle dyr forendte hurtigt. Første dagen blev fejret med lækker mad, god vin og en whisky til at falde i søvn på. Næste morgen bød på et frygteligt blæsevejr, og et nyt jagtområde, tættere på vandet. Der var en strid vind og ikke før vi kom ind bag de første bjerge og der kom lidt læ begyndte ve at se noget. Vi havde besluttet os for at gå samlet alle 6 mand for bedre at kunne bruge kameraer til at få nogle gode optagelser. Men det gjorde også jagt noget mere omstændig. Og ud på formiddagen kom vi til et egnet sted hvor der var mulighed for at skyde nogle lange afstande på klippe. Eftersom 270eren ikke havde kikkert kliktårn blev det dog hurtig en udfordring at komme ud over de 400 meter. Så jeg stillede riflen til side og prøvede i stedet at filme Martins træf med Sako’en. Mens Kees fungerede som spotter. Med træf ud til 1000m var stemning høj på hjemvejen selv om det ikke blev til noget kronvildt på denne tur.

Eftermiddagen blev brugt i Ullaspool, og med endnu god solid middag da vejret ikke rigtig bød på de store muligheder.


På sidste jagtdag var vi tilbage i vores første jagtområde, vi begav os igen afsted 6 mand på vej op ad bjergene. Denne dag var der gang i krondyrene og så snart vi havde krydset den første højderyg havde vi kontakt med en lille folk. Et dyr blev hurtigt peget ud og inden Anders og jeg var kommet i stilling til at filme, var en ind nedlagt. Mens vi stod diskuterede at det jo havde været planen at få hele forløbet filmet kom endnu en lille flok løbende mod os. Martin og Kees gik hurtig i stilling Kees vurderede vinden og målte afstanden 540m og denne gang nåde vi andre også at få kameraerne op i trefoden og jeg fik zoomet ind på det dyr Wayne udpegede. Martin lod kuglen gå, og på videoen kan man i slow se tracen fra kuglen lige til den rammer. Kort efter forendte dyret. Tre dages højlandsjagt i det fantastiske Scotland var ovre, turen havde budt på fantastiske oplevelser i den smukke og barske natur med godt kammeratskab. Vi ses igen snart Scotland



81 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page