top of page

”Kongen af Nordby Hede” – Dåhjort på Samsø

Af Mikkel Elsborg (Adventure Network)


I weekenden fredag den 8 til 10. januar 2021 have jeg oprindeligt planlagt at tage på vildsvinejagt i det svenske, men svenskerne valgte at indføre indrejseforbud, så det var ligesom ikke længere en mulighed.

Onsdag aften ringede telefonen, det var min ven Jakob K. Han spurgte om jeg ikke have lyst til at komme med til Samsø på dåhjortejagt som hans gæst, og med afgang fredag aften efter arbejde. Jeg spurgte ikke familien, men meldte klar med det samme. ”Pyhhh” - der var langt til fredag, men med forventningens glæde og alt det der var jeg på rette vej……. Fredag kom Jakob og hentede mig i Landroveren, og vi satte kurs mod Samsølinjen fra Kalundborg. Eller, det vil sige at vi faldt i intens samtale, og missede en afkørsel, og tog turen gennem nogle af forstæderne til København. Den obligatoriske aftensmad på færgen blev indtaget i form af burger med pomfritter samt en kold øl. Da ketchup ikke længere serveres med fritterne, skal man huske at bestille det ved siden af (Hvis man er til ketchup til fritterne) og som ekstra tilbehør. Lidt som at bestille pølse og brød separat til en hotdog, men det er en anden snak til en anden dag. Da vi havde taget afgangen 19:20, ankom vi Ballen havn 20:50.

Vi kørte sydpå, forbi Brattingsborg Gods til Jakob’s hus. På vejen fra færgen så vi masser af fasaner, lidt råvildt og en del dåvildt der stod på markerne, så motivationen til lørdag morgen var i top. Da vi ankom huset, fik Jakob tændt op i brændeovnen og vi begge pakket ud. Vi delte en flaske rødvin (Walter Hansel, Russian River Valley, Pinot Noir, årgang 2017), og gik tidligt på køjen, da vi havde en lang dag foran os om lørdagen.

Vi vågnede begge klokken 05:30, uafhængigt af hinanden og grinede af at være morgenmennesker, der luskede rundt med hver sin kop kaffe stille for at ikke vække den anden. Med morgen berlingeren, slippers og havde vi røget pibe ville billedet være fuldendt ;-)

Jeg gik i gang med forberede morgenmaden som var en jagtklassiker bacon, pølser og spejlæg (stegt på begge sider) serveret med toast, ost, filet etc. og endnu en spand morgenkaffe. Masser af kalorier til en lang jagtdag i skoven, og på heden skulle det senere vise sig. En time før solopgang kørte vi mod reviret og var klar til at være klar.






Jagt lørdag den 9 januar 2021

Vi have lagt taktikken fredag aften om at vi ville starte i den sydlige ende af reviret, der primært bestod af skov omkring en grusgrav. Vi listede os ind med vinden i snuden, der var ganske svag fra VNV, og jeg fik anvist en post med pürchområde, gennemgået sikkerhed og begrænsninger og så var vi klar. Jakob ville pürche nord om mig, og se om han kunne trykke noget i min retning. Jeg bevægede mig mod posten i en hastighed der svarer til 200 meter på 25 minutter for ikke at støde noget. På plads i tårnet ventede jeg tålmodigt i en times tid uden at observere noget, hvorefter jeg måtte ud og have føling. Efter 15 minutter fik jeg kontakt med en rudel, men de var meget nervøse og med stor sandsynlighed lettet af naturvandrere eller kondiløbere. Jeg forsøgte at følge dem parallelt, men der var de allerede i løb og jeg tabte kontakten. Jakob stødte til og havde også haft kontakt til en rudel, der ligeledes havde været i bevægelse. Jakob besluttede at vi skulle forskyde til et område midt i reviret, hvor vi satsede på færre kondiløbere og turister. Jeg blev sat i tårn midt i en ny plantage med skudvinkel 180 grader. Ganske kort efter jeg var kommet på post, kom en då med to kalve. Jakob havde sagt at jeg kunne skyde både då og kalve, og kalv før då. Men de var ikke ret store og dagen endnu ung - så de fik lov at løbe. Hernæst så jeg svampeplukkere, kondiløbere, turister, naturvandrere m. fl. Pokkers til trafik, det var så selv rådyrene sprang i bølger frem og tilbage. Sjovt nok blev nogle sure over at se jægere, men Jakob forklarede venligt skovens regler, samt hvilke forpligtelser han havde som jagtherre. Igen afladte vi med uforrettet sag og kørte videre i reviret. Jakob mente at det var en god ide at køre til heden og spotte. Så sagt – så gjort



Klokken lidt i et stoppede Jakob bilen, bakkede 75 meter tilbage og rakte mig kikkerten. ”Se cirka 300 meter ude mellem træet og forhøjningen”….. Jeg kiggede, og så en voldsom flot hjort. ”Den skal du pürche på, og jeg følger dig på vej”. Min første tanke var hold nu kæft den er stor! Det skal siges at jeg har set mange dådyr og hjorte, men aldrig selv skudt til en. Total debutant og indvendig gik min mentale checkliste i gang, alt imens hjorten lå og spejdede over heden.

Jeg kom ud af bilen, og fik forsigtigt lukket døren. Fik fat i riffel og skydestok. Fik monteret lås, ladt op og sikret….. Klar til at være klar…. Tankerne fløj gennem hovedet på mig, og jeg ville ikke sige at jeg fik bukkefeber, men tangerede en lalleglad teenager med duggede briller på vej til afdansningsbal for første gang. Vi forcerede trådhegn - uden strøm, og bevægede og forsigtig derudad. Vi kunne komme frem i dækning bag en høj og havde vinden lige i næsen, men to mand i lyngen er ikke helt lydløst, og vi skulle passe på ikke at støde ham. Med fem meter ad gangen boksede vi os roligt frem. Jakob sagde at jeg bare kunne tage teten, men jeg insisterede på at han skulle med. Jeg tænkte ubevidst på, at han måske ikke ville tilbyde mig skuddet, når nu han så hvor stor den var lidt tættere på. Men heldigvis var han fast besluttet på at den oplevelse skulle jeg have (Og jeg besluttet på at oplevelsen ville vi dele resten af vores dag uagtet). Vi havde brugt en lille halv time på at komme frem, og han ”Kongen af Nordby Hede” havde stadig ikke set os. Vi tog en hurtig taktik hvisken, da vi kunne se at han lå ned i ro og mag. Planen var at jeg rykkede frem og gjorde klar på skudhold, hvorefter Jakob ville trække højre om, og forsigtigt rejse ham. Jeg trak frem og gjorde klar til skud på 70 meter i forventning, om at hjorten ville rejse sig og bevæge sig mod min venstre flanke. Jeg signalerede til Jakob at jeg var klar! Og han bevægede sig roligt ind fra højre flanke. Nu var det tæt på, og jeg havde taget handskerne af på de sidste 30 meter, for skulle han nu rejse sig - Så var jeg klar! Med riflen på skydestokken – klar til at være klar - stod jeg nu godt, sikkert og afsikrede. I hovedet hørte jeg en stewardesse sige over højtaleren ”Please arm doors, cross check and report”. Sidste mentale gennemgang inden en forhåbentlig forløsning. Jeg bandede mig selv langt ind i helvede over at bruge briller, der nu duggede på grund af min tunge vejrtrækning. Efter flere mentale spark over skinnebenet kunne jeg meddele min mentale stewardesse at alt var klart. Sikkerhed, afstand, kolde fingre, duggede briller, dugget optik, ordentlig skudstilling og meget mere. Det er i grund imponerede, hvor meget man kan nå at gennemgå i løbet af et splitsekund rent mentalt. Jakob tog sin ansigtssløring af, og blotlagde sit ansigt…… Ingen reaktion fra hjorten der blev liggende….. Jakob tog sine handsker af, og viste sine hvide hænder…. Ingen reaktion…… Det var først da han forsigtigt begyndte at vinke til hjorten med begge hænder at den tænkte ”Sikke en tosse, kan man nu ikke være i fred på heden heller” og rejste sig. Han gik et skridt og lagde fuld bredside ud mod mig, hvorefter jeg lod kuglen gå. Jeg så han markerede og hørte anslag, og tog hurtigt ladegreb, og fulgte ham i kikkerten. Jeg overvejede kort mit skud, og om hvorvidt jeg skulle følge op med endnu et skud. Han gik meget langsomt ca. 10 meter, hvorefter jeg mistede ham visuelt bag en busk. Jeg kiggede hurtigt på Jakob, der have frit udsyn til ham. Han stod med løftet hat og en thumbs-up. Jeg flyttede mig mod venstre for at kunne følge op, skulle han rejse sig mod forventning. Det blev så ikke nødvendigt, da han var forendt 15 meter fra skudstedet. Da Jakob havde ham visuelt og råbte han var forendt, gav jeg (Vi) den lige fem minutter inden jeg afladte og bevægede mig mod skudstedet. Da jeg så ham bredte glæden sig til hver en del af min krop og lykken spredte sig i hver en muskel. Alt var forløbet efter vores plan, og jeg havde eksekveret som mentalt planlagt. At kunne dele den oplevelse med en kammerat, og gennemgå den igen og igen og igen og igen kan ikke beskrives. Glæde på et højere plan!! Jeg kan indrømme at jeg takkede igennem for den store oplevelse, og at Jakob også fik mere end en krammer.

Der lå han så ”Kongen af Nordby Hede” flot leveret af en rød kugle med begge forløb intakt. Jeg skulle lige bruge 30 minutter på at lande, og fortælle Jakob (som havde været med hele vejen) om alle mine overvejelser og tanker siden vi forlod bilen og til hjorten var leveret. Tak for din tålmodighed og overbærenhed Jakob!




Klokken var nu blevet halvtre om eftermiddagen, og vi skulle have ham brækket, og trukket 300 meter tilbage over heden til bilen, og allerhelst inden vi mistede dagslyset. Så sagt, så gjort – Vi fik bakset grej og hjort ind bag bilen og kørte tilbage til huset.

På vejen tilbage mødte vi skytten fra Brattingsborg der spurgte til vores dag i reviret og jeg kunne ydmygt men stolt bekræfte at jeg havde haft held til at skyde dåhjort under kyndig instruktion fra Jakob. Skytten ønskede mig tillykke med hjorten og sagde at den var meget flot. Han ville umiddelbart vurdere den til cirka 190 point, hvor guldmedalje for dåhjort er fra 180 point. Det skulle senere vise sig at være ”spot on”.

Jakob Strunge fra Trophy Art udmålte senere hjorten til 189,83, men her trækkes så fra for defekte skovlkanter, uønskede skovlformer, indvendigt udlæg og manglende regelmæssighed hvilket gjorde at hjorten landede på 180,83 point og dermed guldmedalje. Jeg havde besluttet at den skulle skuldermonteres og kørte den selv over til Jakob i Vejen tirsdagen efter jagten for at den ikke skulle nå at tabe pels.

Da vi kom tilbage til huset, stadig høje over dagens oplevelser og ikke mindst et fælles pürch, stod middagen på Chili con Carne med hvidløgsbrød og selvfølgelig et glas vin til (Kanonkop årgang 2006 fra Sydafrika). Vi gennemgik endnu engang dagens oplevelser og drøftede vidt og bredt. Jakob tilbød at vi kunne tage på jagt igen søndag morgen inden vi skulle med færgen klokken 14. Jeg tænkte ikke meget over det, men takkede pænt nej til mulighed og gestus. Jeg forklarede at hjorten stod så stærkt i min hukommelse, og den skulle have lov at stå alene som minde om weekenden. Jakob var enig!

Søndag spiste vi morgenmad og slappede af inden vi lukkede huset ned og tog færgen hjem.

En kæmpe tak til Jakob for en mageløs oplevelse og ikke mindst en guld dåhjort fra Samsø. Jeg sidder i dag den 24. februar, og skriver om oplevelsen med et smil på læben, da jeg afventede opmåling fra Trophy Art.


250 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page