top of page

Hellere kirsebærblomster end strålingsfare Af Camilla Nelleman


Camilla Nellemann (f. 1981) er projektkonsulent i digitalisering, beskikket censor i japanstudier og forkvinde for Dansk-Japansk Selskabs bestyrelse. Hun udtaler sig jævnligt til danske medier om japanske forhold. Dansende biler er hendes debut som skønlitterær forfatter.

Camillas karriere begyndte hos Forsvaret med en udsendelse til Kirgisistan som sprogofficer. Hun blev japansktalende sales trader hos Saxo Bank og siden udsendt af Udenrigsministeriet som eksportattaché på Danmarks ambassade i Rusland. Her fulgte en udsendelse til Afghanistan med Forsvaret som kontakt- og velfærdsofficer. Et ph.d.-legat fra den japanske stat førte Camilla til Rikkyo Universitet i Japan. Og en forskerstilling på Copenhagen Business School bragte hende retur til Danmark.

Camilla dimitterede som ph.d. i international ledelse fra Rikkyo Universitet i Tokyo i 2016, cand.merc.int. fra Copenhagen Business School på Frederiksberg i 2012 og sprogofficer i russisk fra Forsvarsakademiet i København i 2003. Hun tilbragte et år i Fukui gennem Rotary Danmarks Ungdomsudveksling fra 1998 til 1999. Samlet set har Camilla boet 5 år i Japan.


Juli 2013

Camila Nellemann

Dansende biler er en fortælling om, hvor forskellige vi mennesker kan være - og om alt det gode, der kan ske, når vi møder hinanden med nysgerrighed.


Fukushima Utsukushima' er et velkendt japansk ordspil. Lykkeø smukke ø' betyder det. Det indikerer, hvor populært et turistområde Fukushima plejede at være. Nu er det snarere strålingsfare, man kobler til området end badeferie. Her holder jeg en drikkepause sammen med en gruppe japanere, jeg tolkede for i København knap et år tidligere. Dengang hjalp de en kinesisk kunstner med at udstille sine værker. I Fukushima knokler de med at etablere en kirsebærskov, og jeg har fået lov til at være med.

”Vi vil gøre vores hjemegn kendt for andet end atomulykken, ” sagde iværksætteren til mig dengang i København. Han tog initiativ til kirsebærprojektet i kølvandet atomulykken i marts 2011, hvor utrygheden ved atomforurening bredte sig og flere end 10.000 indbyggere flygtede til sikrere områder. Geigertællere blev sat op i det offentlige rum, så alle kunne følge med i strålingsniveauet. Og lokale landmænd fik svært ved at afsætte deres afgrøder. Iværksætteren satte sig for at anlægge verdens største kirsebærskov sammen med alle de frivillige, han kunne mønstre. Private donationer fra nær og fjern finansierer projektet.

Jeg besøgte kirsebærskoven for første gang i februar i år. Dengang rettede fabriksarbejderen, en af projektets mange frivillige, på et dannebrogsflag, da han viste mig bakken med omkring 40 nyplantede kirsebærtræer doneret af danskere. Jeg kom igen i april, hvor vi fejrede kirsebærtræernes blomstring med masser af god mad, fest og musik. Et lokalt band optrådte på en scene bygget af bambus. De blev afløst af en gruppe yndige kvinder, som dansede for os i Hawaiikostume. Da mørket faldt på, tryllebandt en eventyrer os med fortællingen om sin ekspedition til Nordpolen.

Nu er det sidst i juli. For nogle dage siden rykkede jeg hertil fra taglejligheden, hvor jeg boede i Tokyo, med alt mit habengut. Jeg har fået lov at tilslutte mig de frivillige og bo i deres klubhus i bakkerne.

Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan dagligdagen fortsætter nær det forulykkede atomkraftværk. Hvordan lever man med følgerne af en atomulykke? Hvad mon Fukushima-indbyggere mener om atomkraft? Det er nogle af de spørgsmål, jeg undersøger, mens jeg bor her og taler med så mange lokale som muligt. Drikke pausen ved havebordet er en oplagt mulighed for at få afløb for min nysgerrighed.

”Værsgo”, siger iværksætteren.


Japan er verdenskendt for æstetik og harmoni. Men landets placering i 'ildcirklen', hvor jordskælv er hyppige, gør naturkatastrofer til et grundvilkår for landets indbyggere.


Han rækker hver af os fire omkring havebordet en iskold flaske Pocari Sweat. Tømreren, atomarbejderen, emigranten og jeg tager taknemmeligt imod den søde læskedrik. Ingen sommer i Japan uden Pocari Sweat. Væskens elektrolytter skal nok sørge for, at vi ikke falder omkuld med hedeslag i den fugtige hede. Vi arbejder frivilligt for et kirsebærprojekt i Fukushima. De seneste timer har vi okset rundt i solens hede med hver sin buskrydder. Det er hårdt arbejde at rydde et bakket landskab for højt græs, selvsåede træer og buske. Vi gør jorden klar til at plante kirsebærtræer. Foreløbigt har ildsjælene bag projektet plantet 2.000 kirsebærtræer. Målet er 100.000.

”Da ulykken brød ud, mistede jeg mit arbejde,” fortæller atomarbejderen. ”Så tænkte jeg, at nu kunne jeg lige så godt lægge mig til at dø.”

Det er forulykkede værk, Fukushima Daiichi, var hans arbejdsplads frem til atomulykken. Den mindst 50-årige atomarbejder har ingen uddannelse. Han fik en depression efter ulykken. Men så fandt han en ny mission at leve for: Kirsebærprojektet.

Då heldig var gymnasten ikke. Jeg kendte ham, fordi gymnasten var med gruppen i Danmark. For nogle uger siden skrev iværksætteren til mig på Line, en japansk kommunikationsapp, at gymnasten havde begået selvmord.

I Danmark havde gymnasten sørget for, at arbejdsmændene lavede strækøvelser hver dag, inden de gik i gang med at samle det kinesiske kunstværk. Jeg kiggede undrende på gymnasten, da han præsenterede sig og fortalte mig om sin rolle i gruppen. Jeg troede faktisk at han talte om sin hobby derhjemme. Først da arbejdsmændene stillede sig op i en rundkreds og begyndte at bevæge sig på gymnastens kommando, gik det op for mig, hvordan det hang sammen. De danske håndværkere og museets personale fik nær deres morgenespresso galt i halsen, da japanerne opfordrede dem til at deltage. Småfnisende tilsluttede de sig rundkredsen. Jeg oversatte gymnastens kommandoer, mens jeg udstrakte min krop på samme måde som de andre.

”Det er vigtigt at strække ud for at forebygge skader,” forklarede iværksætteren til danskerne i rundkredsen. Deres kropssprog signalerede, at de ikke kunne se meningen med det. Alligevel endte det med, at danskerne gladelig gjorde gymnastik med japanerne hver dag.

Da jeg besøgte kirsebærskoven efter iværksætterens tragiske LINE-besked, forventede jeg, at alle ville tale om gymnastens død og være kede af det. Men de konstaterede det blot i et monotont tonefald, da jeg kondolerede. Iværksætteren forklarede, at gymnasten fik en depression efter atomulykken.

På havebordet i kirsebærskoven lægger tømreren plastbokse med kogte, afkølede boghvedenudler på havebordet. Jeg åbner min boks. Tager posen med den mørke, tynde sovs op og river et lille hul i den. Hælder sovsen over nudlerne. Tager låget af en lille bøtte g topper nudlerne med skiver af forårsløg fra bøtten.

”Det er lidt dyrere at handle i døgnbutikken, men det er praktisk,” siger han til mig og slubrer veltilpas sine nudler i sig. Tømrerens værksted ligger tæt på kirsebærskoven. Han kommer gerne forbi og hjælper lidt til hver dag. Jeg spørger tømreren, hvor han var, og hvad han lavede, da det store østjapanske jordskælv indtraf den 11. marts 2011.

”Jeg stod og blandede cement, da jorden begyndte at ryste. Så stoppede jeg maskinen,” fortæller tømreren. ”Cementen faldt ned på jorden. Jeg grinte bare. Så kørte jeg mod kystbyen Onahama, men opdagede, at en tsunami var på vej og vendte straks om. Jeg fulgte nyhederne på tv nonstop. Det var som at se en film. Til min overraskelse mødte alle mine folk op på arbejde næste dag. Selv dem, der ikke plejer at komme,” siger han og slår en latter op.

”Kunne I godt arbejde så kort tid efter katastrofen?” spørger jeg.

”Vores område var ikke så hårdt ramt. Vi gav os i kast med det arbejde, som vi kunne lave. Mn mor kom med risboller og misosuppe til os ved middagstid. Vi hørte i nyhederne, hvordan atomulykken bare blev værre og værre. Tre dage efter jordskælvet besluttede jeg så at flygte med min familie. Det tog os hele 20 timer at køre de 185 kilometer til Tokyo,” fortæller han.

”Turde I godt vente så længe med at forlade området?”

”Min mor var faktisk parat til at flygte allerede dagen før. Hun stod i entréen med overtøjet på og pakket taske,” siger tømreren og griner igen.

”Hvis det ikke havde været for atomulykken, kunne vores område hurtigt være genopbygget. Jeg er meget bekymret for, hvordan det vil blive her i fremtiden,” siger tømreren alvorligt. Med sin mørke stemme lyder han forurettet.

”Det er yakuzaen, der skummer fløden på det her,” udbryder atomarbejderen og laver en bevægelse med to fingre mod sin hals.

Den bevægelse har jeg set japanske mænd gøre, når de taler om fuldskab, kriminalitet og sådan nogle ting.

”Hvordan det?” spørger jeg undrende.



Japans indbyggere lever med faren for naturkatastrofer. I mange japanske hjem finder man en nødhjælpskasse og diverse fornødenheder, hvis det værste skulle ske.


Jeg ved, at japanerne har et had-kærlighedsforhold til deres berygtede yakuza-mafia. Den tilhører den kriminelle underverden, men har historisk set hjulpet politiet med at holde styr på selvsamme underverden. Jeg har hørt, at yakuzaen har profiteret på katastrofen, der indtraf den 11. marts 2011 ved at plyndre forladte boliger. Der er også noget med, at mafiaen rekrutterer nye medlemmer blandt dem, katastrofen har været hårdest ved. Dem, der har mistet deres job, bolig og i det hele taget meningen med det meste.

”Yakuzaens folk laver det farligste oprydningsarbejde ude ved værket,” svarer atomarbejderen.

”Er det ikke ulovligt at ansætte medlemmer af yakuzaen?”, spørger jeg.

”Nogle skal jo rydde op derude. Man kan omgå loven gennem stråmænd,” afslører iværksætteren.

Jeg vender mig mod emigranten og spørger, om han var i Fukushima, da katastrofen indtraf. Han voksede op her sammen med iværksætteren, og de to tilbragte et år sammen som arbejdsmænd i Grønland. Siden rejste emigranten til Canada og stiftede familie derovre. Men børnene er voksne nu, så emigranten valgte at rejse hjem til Fukushima for nogle år siden.

”Ja,” svarer han. ”Jeg fløj dog til Canada få dage senere. Mine børn ville ikke have, at jeg blev her, hvor der var så farligt. Men så snart jeg landede derovre, fortrød jeg, at jeg havde ladet mine venner i stikken i Fukushima. Da jeg så hørte om iværksætterens kirsebærtræsprojekt, sprang jeg på et fly tilbage hertil.”

Emigranten ser pludselig ud til at have fået en lys idé.

”Hey, hvad med at køre til ingenmandsland og se, hvad der sker derude?” foreslår han gruppen.

Emigranten taler om det evakuerede område i en radius på 20 kilometer omkring atomulykkens åsted.

Alle omkring bordet er med på den. Sikke et scoop for mit feltarbejde, tænker jeg, og griber min notesblok.

Iværksætteren kører bilen frem. Vi andre fire stiger ind. Jeg sidder en smule klemt på bagsædet mellem atomarbejderen og tømreren. Gudskelov er de spinkle af bygning, som japanere jo ofte er. Emigranten tager forsædet. Selvom han også er japaner, er han høj som en vesterlænding. Og emigrantens æbleform minder om den, man tit ser hos midaldrende mænd i Vesten.

Da bilen nærmer sig grænsebommen til ingenmandsland, ruller emigranten vinduet ned. Iværksætteren læner sig frem mod ham og det nedrullede vindue.

”Er der farligt derinde?” spørger han grænsevagten. Iværksætterens stemme er ikke alvorlig, som jeg ville forvente. Snarere munter. Næsten lige så munter som tømreren, som grinte, mens han fortalte mig om sin oplevelse af katastrofen.

”Nej, nej”, svarer grænsevagten kækt tilbage. Deres frejdige ordveksling fører mine tanker hen på et bogkapitel af en sociolog, jeg netop har læst. Hun skrev at ofre for atomulykken kan have brug for at lægge en ironisk distance til situationen for at kunne holde ud at være i den. Er det mon den mekanisme, jeg bevidner her?

”I er jo oppe i årene, så der er ikke noget at være nervøs for”, forsikrer grænsevagten.

Nå ja, yngre mennesker er mere sårbare overfor radioaktiv stråling, minder jeg mig selv om.

”Hende dér er nu ikke så gammel, griner iværksætteren og nikker mod bagsædet, hvor jeg sidder. Grænsevagten bukker sig ned, så han kan se mig.

”Men det går nok,” forsikrer han. Den rød-hvide bom går op. Vi kører ind i ingenmandsland.

”sagde grænsevagten, at nogle af indbyggerne er begyndt at vende tilbage til deres huse?” spørger jeg de andre i bilen. Jeg kan have svært ved at forstå japansk, når der ikke bliver talt direkte til mig.

”Ja,” svarer iværksætteren. ”Grænsevagten sagde, at nogle er begyndt at komme om dagen for at se til deres huse. Men det er stadig forbudt at overnatte herinde.”


Bag Camilla ses atomkraftværket Fukushima Daini.


Et mennesketomt landskab møder os. Bygningerne står, som da tsunamien forlod dem: Maltrakterede. Skilte, der reklamerer for lokale forretninger er sønderrevne. Ingen ved, hvornår den radioaktive stråling falder så meget, at området atter kan sprudle af liv. Det bliver nok ikke foreløbigt, for myndighederne prioriterer genopbygningsarbejdet i områder med mindre stråling. De er hurtigere at genetablere. Jeg er spændt på at se kvæg og andre dyr, som efter sigende skulle have kronede dage i ingenmandsland. Det forlyder, at der er opstået en ny race: Vildsvinegrisen. De vilde vildsvin i naturen parrer sig med grise, som katastrofen befriede fra fangenskab hos landmænd.

Udstyr, der måler radioaktivitet, blev sat op mange steder efter atomulykken.


Men denne dag ser vi ingen dyr. Her er bare stille og forladt. Iværksætteren parkerer bilen. Vi stiger ud i spøgelseslandskabet.

Dét der hus har ikke lidt synderlig skade, tænker jeg. Huset er næsten intakt. Mit blik vandrer nedad. Og så opdager jeg, at huset står midt ude på asfalten ikke langs med vejen, som det burde.

”Tsunamien har skubbet huset herud,” forklarer iværksætteren.

Indenfor lugter huset jordslået. På væggen i rummet, der engang var et køkken, hænger en kalender fra 2011. Den er slået op på marts måned. Markøren, der viser dags dato, står på 11.

Atomarbejderen peger modnogle grønne træer.

”Derovre ligger værket,” siger han.

Jeg kan lige ane et par industriskorstene, som rager op over trætoppene. Atomarbejderen spørger betænksomt, om han ikke skal tage et billede af mig med min mobil.

Det må han meget gerne.

Vi sætter os ind i bilen igen og kører forbi marker, hvor rækker af fyldte, sorte plastiksække ligger stablet lag på lag. Arbejdsmændene på markerne beskytter deres ansigt og isse mod solen med et hvidt klæde bundet omkring.

”Hvorfor skærer de det, der gror på markerne af, og putter det i sorte plastiksække?” spørger jeg.

”De reducerer mængden af radioaktiv stråling,” svarer iværksætteren. ”Når vi rydder med buskrydderne derhjemme, nedbringer vi også strålingen.”

”Vi passerer en parkeringsplads. Der holder adskillige busser med Toshibas logo på, og jeg får at vide, at busserne transporterer arbejdsmænd til og fra ingenmandsland. I Danmark kender vi mest Toshiba for elektronik, men det mægtige konglomerat bygger, vedligeholder og afvikler også atomkraftværker.

3/11' ødelagde 121.996 bygninger i det nordøstlige Japan. Kilde: reconstruction.go.jp


I næste nu skifter iværksætteren ansigtsudtryk. De andre mænd i bilen ler nervøst. Der går et øjeblik før jeg forstår, hvad det handler om. Geigertælleren i bilens forrude viser en alarmerende høj værdi.

”Vi må vende om nu,” konstaterer tømreren bestemt.

Iværksætteren parerer ordre. Intet i omgivelserne indikerer, at der er fare på færde. Her lugter heller ikke anderledes. Jeg forstår nu fuldstændigt, hvorfor atomulykker giver grobund for rygter. Det er nemt at frygte noget, man hverken kan se, høre dufte eller smage. Det er også nemt at bagatellisere noget, man ikke kan sanse. Var det ikke for geigertælleren, var vi aldrig blevet opmærksomme på ændringen i strålingsniveauet. Jeg får lyst til at gå rundt med en geigertæller på mig altid. Det gjorde iværksætteren lige efter Fukushima-ulykken, har han fortalt mig. Og da han konstaterede, at strålingsniveauet var for højt, flygtede han med sin familie. En uge senere vendte han selv tilbage, mens familien blev lidt længere i nabopræfekturet Chiba.

”Hvordan var det at komme tilbage til Fukushima fra Chiba?” spørger jeg iværksætteren.

”Der var ingen varer i butikkerne,” svarer han. Leverandørerne havde forbud mod at sende deres folk ind i Fukushima på grund af strålingsfaren. Vi løb også tør for benzin. Det var svært at lave mad og gå på toilettet, for vi havde ingen vandforsyning i lang tid. Det gav ingen mening at gå på arbejde. I Chiba kunne man til gengæld få alting. Der gik livet bare videre,” fortæller han. Selvom han ikke siger det, fornemmer jeg en følelse af forfordeling hos iværksætteren.


Nogle huse blev hårdere ramt end andre.


Det er blevet mørkt, da iværksætteren sætter emigranten og mig af ved klubhuset. Cikaderne synger for fuld styrke. Emigranten og jeg bor i hver sin ende af det kæmpestore træhus. Det bærer et tag med mørke, glaserede tegl, og det buer let opad i enderne, som de traditionelle japanske tage gør. Jeg lærte engang, at man kan kende forskel på japanske og kinesiske tage, alt efter hvor meget de buer opad, for kinesiske tage buer mere opad end de japanske.


Atomulykke satte skub i udviklingen af bæredygtig energi i Japan. Her viser en leverandør sine produkter til Camilla på en energimesse i Fukushima.


Vi går de to trin op ad trætrappen. Emigranten fører skydedøren til side. Han er noget hurtigere end mig til at skifte fra sko til slippers uden at ramme gulvet i entréen med strømpesokkerne. Man skulle nok have praktiseret det her fra barnsben for at føle sig fortrolig med manøvren. Emigranten siger godnat og fortrækker til sin ende af huset. Men jeg er ikke parat til at gå i seng endnu.

Rispapirvæggen ind til stuen binder lidt, da jeg skyder den til side.

”Godaften,” hilser den søde, en af de frivillige, der hjælper med kirsebærprojektet i weekenderne. Hun sidder ved det lave bord over hullet i tatami-gulvet. Foran hende står en hvid tallerken med skrællede æblepærer skåret i både. De er i sæson her i sensommeren. Navnet kommer af deres form som et stort æble og smag af pærer. Frugtkødet er saftigere end pærerne, vi dyrker i Vesten. En sjælden gang imellem har jeg set dem i København. På dansk kalder vi frugten æblepære eller kinesisk æble.

Der ligger to kagegafler på tallerkenen.

”Hej. Hvor hyggeligt, du er her,” udbryder jeg overrasket. Den søde gør tegn til, at jeg skal sætte mig ved bordet og spise med. Frugten har hun taget med hjemmefra.

”Hvordan kan det være, at du vil være en del af kirsebærprojektet?” spørger jeg hende og gafler en æblepærebåd med kagegaflen.

Hvor smager den godt.

”Jeg vil gerne kunne sige til mine børn engang, at deres mor var med til at anlægge kirsebærskoven,” svarer hun.

Det er fremtidsmusik, for selvom hun er et par år ældre end mig på 32, har hun ingen børn endnu. Hun er heller ikke gift. Hun må være kræsen, for jeg kan ikke tro andet end at hun må have mange bejlere. I kirsebærskoven nyder vi hendes kogekunst i frokostpausen.

Der kommer tit frivillige langvejsfra og overnatter i klubhuset. Især fredag aften. Så er de udhvilede og klar til at hjælpe lørdag morgen. Der kommer nok ikke flere i aften, for det er temmelig sent nu.

”Hvor skal vi plante mange træer i morgen,” siger hun og gennemgår bunken af træskilte, vi skal hænge på træerne. Der er boret hul i dem med en boremaskine, så vi kan føre et stykke sejlgarn gennem hullerne og hænge skiltene på træerne, når vi har plantet dem. På hvert af skiltene står der skrevet et ønske med sirlig kalligrafi. ”Fred”, ”Jeg ønsker at blive rask”, og ”Jeg vil hjem” lyder nogle af hilsnerne. På skiltenes modsatte side står navnet på den person eller organisation, som har doneret træet og fremsat ønsket.

Et af træerne i kirsebærskoven blev doneret af et ægtepar. De skrev på deres skilt, at de ønskede sig et barn. I dag er hustruen gravid.


Camilla kom til Japan første gang i 1998 som 17-årig, hvor hun tilbragte et år som udvekslingsstudent i landsbyen Maruoka.


Du har netop læst kapitel 11 i min bog ”Dansende biler med en dansker på udebane i Japan fra 1998 til 2016”. Hvis du har lyst til at læse hele bogen, kan du bestille den her: Få Dansende biler af Camilla Nellemann som Hæftet bog på dansk (saxo.com)

135 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page